Referater fra afviklede arrangementer

Afviklede arrangementer 2011

Her er beretninger og referater fra afviklede arrangementer.


Mandag den 21. Februar 2011 afholdet FSF Karup afdeling Ordinær Generalforsamling.
Forsamlingen var henlagt til Rindsholm Kro, Gl. Aarhusvej 323, 8800 Viborg, med følgende dagsorden:


1. Valg af dirigent og evt. stemmetællere.
2. Formanden fremlægger årsberetning til godkendelse.
3. Kassereren aflægger revideret årsregnskab til godkendelse.
4. Behandling af indkomne forslag.
5. Valg af formand og kasserer, bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.
6. Valg af én kritisk revisor.
7. Valg af suppleant for kritisk revisor.
8. Eventuelt.

Et rekordstort antal medlemmer var mødt op til denne lidt anderledes generalforsamling, for første gang henlagt til Historiske Rindsholm Kro, klik hvis du vil se mere om kroen.

Ikke mindre end 33 havde tilmeldt sig, og af dem havde 20 inviteret konen med.
Og det blev den hyggelige aften der var lagt op til! Under generalforsamlingen underholdt kromanden damerne med herlige anekdoter og historiske facts om kroen og mindelunden, så forsamlingen kunne afvikles i ro og orden.

Kort fortalt blev både formandens beretning og kassererens regnskab godkendt, genvalg til alle på valg, og der var ikke indkommet forslag til generalforsamlingen.
Men under eventuelt fremkom der adskillige gode forslag til bestyrelsen, der nu har noget at arbejde med.

Se video og billeder fra generalforsamlingen i menuen til venstre: Billedgalleri - Videoklip, for video klik her

Danske Soldaters Mindelund

Rindsholm Kro den 4. juli 2010


Søndag den 4. juli var Flyvevåbnets Soldaterforening repræsenteret blandt det store opbud der deltog i afsløringen af Flyvevåbnets bidrag til mindelunden ved Rindsholm Kro.
Hanne og Frode Hansen har haft Rindsholm Kro i 20 år og en tilfældig opdagelse af kroen som krigsskueplads for et afgørende slag den 4. juli 1849, fik dem på tanken om en mindelund for faldne danske soldater.
Og mange års stædig arbejde har nu båret frugt, med Flyvevåbnets opstilling af en F-16 vinge med Sidewinder missil.
Langsomt har Mindelunden vokset sig større og større, så den nu omfatter hele det danske forsvar, med bl. a. mindesten, kampvogne, en pansret mandskabsvogn, et anker og nu en F-16 vinge.
Mindetavler med navne på alle faldne udsendte danske soldater, maner til stille eftertænksomhed, og pårørende og kammerater besøger ofte stedet og dvæler i savnet, men ikke mindst mindet om dé der ikke bare så til!
Mindelunden er bestemt et besøg værd, hvis du vil vise din respekt for det største af alle ofre eller tvivler om danske soldaters indsats i det fjerne.

Den 4. juli viste Flyvevåbnet, at det også bakker fuldt op om Mindelunden.
Da chefen for Flyvertaktisk Kommando, generalmajor Henrik Røboe Dam, holdt tale, blev han afbrudt to gange af et par F-16 fly, der fløj hen over kroen som en hilsen til kroparret og gæsterne.
Og generalmajorens tale var så god, at vi ikke nænner at bringe et referat, men hele talen:

Kære veteraner, gæster, og - ikke mindst; Kære Hanne & Frode.

 

Når man her ved Rindsholm Kro nærmer sig Danske Soldaters Mindelund mærker man tydeligt historiens vingesus. Ikke blot er der dragonernes mindesten for kampen ved kroen for 161 år siden. Også De Blå Baretters mindesten og stenen, der markerer de mere end 100.000 danske, der har forrettet tjeneste i regi af FN, NATO, OSCE og EU, er opstillet her.  

Måske er det vingesuset, der medvirker til de blandede følelser, jeg har ved afsløringen af Flyvevåbnets bidrag til mindelunden, en F-16 vinge med et sidewindermissil på vingetippen. Stolthed og glæde over at kunne bidrage til mindelundens berettigede eksistens ligger naturligvis lige for; men samtidig også ydmyghed og sorg overfor den baggrund, som mindelunden er et symbol for. En mindelund, der tjener til ære for dem, der har givet alt!  

Alt sammen maner disse følelser til eftertænksomhed over livet i almindelighed og Forsvarets metier i særdeleshed. Navnelisten over vores faldne kollegaer er desværre alt for lang, men samtidig også et udtryk for det nødvendige behov, der er for vores gerning i lande fjernt fra Danmark. En gerning, der bl. a. søger at fremme den fredelige udvikling i lande, hvor respekt for menneskerettighederne, frihed og demokrati ikke er en del af hverdagen. Men en fredelig udvikling kommer ikke let eller hurtigt. Der er ingen nemme løsninger, når modparten ikke ønsker forhandling, men fortsat søger at fastholde befolkningen i et middelalderligt diktatur. Hvis man herhjemme synes, at indsatsen i eksempelvis Irak eller i Afghanistan har varet for længe, bør man fundere over vor egen demokratiseringsproces, der er gennemført over mere end hundrede år. Vi vågnede ikke bare op en morgen, og konstaterede at vores land nu byggede på demokratiske principper. En tanke der måske kan være svær at forholde sig til når talen falder på vores igangværende internationale engagement. Og det er vel egentlig kun et sundhedstegn.   

Når man i dag ser vingen placeret mellem flere udfasede kampvogne, der alle har gjort tjeneste ved Jyske Dragonregiment, synes billedet tydeligt. Den befinder sig nemlig lige i skudlinjen. En skudlinje som Flyvevåbnet har været i bl.a. med udsendelsen F-16 fly til Grazzanice i f. m. Operation Allied Force i 1999, der skulle tvinge serberne ud af Kosovo. Med base i Kirgisistan kom F-16 også til at deltage i Operation Enduring Freedom i Afghanistan. Disse to missioner er nok dem, der huskes bedst i den brede befolkning, hvorimod der har været mindre bevågenhed om F-16 udsendelse til såvel Litauen som til Island, der begge var suverænitets håndhævelse. Og netop sondringen mellem disse to typer missioner synliggør én af kampflyets mange forcer. Kampflyet kan - afhængig af den konkrete situation - indsættes på forskellige trin af konfliktspektret. Eksempelvis kan den blotte tilstedeværelse af jagerfly på kamppladsen få en modstander til at undlade et ellers planlagt angreb mod os eller vore allierede. Det kan indsættes meget fleksibelt med høj aktionsradius og hastighed.

Udover de nævnte missioner med F-16 bidrag udsender Flyvevåbnet 4 gange 6 uger hvert år et C-130 fly til Afghanistan, tilsammen knap et halvt års samlet udsendelse. Hertil kommer et bidrag, der forestår transport- og logistikopgaver for FN styrken ved UNIFIL i Libanon, samt et lille bidrag på 13 mand der i Helmand løser mentoropgaver, der skal sikre den fortsat positive opbygning og udvikling af det Afghanske forsvar. Alt sammen missioner, der numerisk i antal af soldater er vort søster værn underlegent, men ikke mindre væsentlige. Derudover er flere af flyvevåbnets medarbejder udsendt i andet regi end Flyvevåbnet som enkeltmand under FN eller NATO. Tvivl ikke på deres engagement og professionalisme.

At flyvevåbnets medarbejdere således er fremme i forreste linje, hersker der ingen tvivl om. Det nylige sørgelige tab af flyveroverkonstabel Martin Kristiansen i Afghanistan vidner på tragisk vis herom. For vi i uniform nøjes ikke med at bidrage ved enkelte donationer eller i f. m. landsindsamlinger. Vi bidrager med hele vores krop og sjæl, når vi forretter tjeneste, hjemme såvel som udenlands. Vi bidrager med at stor del af vores liv – og nogle desværre med det hele. Andre kommer hjem med sår på krop og sjæl, og dem skal vi hjælpe på bedste vis. Jeg er sikker på, at denne mindelund kan danne rammen om mange mindefulde stunder, der vil mane til eftertænksomhed og hjælpe os alle videre uden at glemme.

Så lad os fortsat føle og værdsætte dette historiske vingesus som Danske Soldaters Mindelund er med til at give. Det er mit håb, at Flyvevåbnets bidrag vil symbolisere vingernes medfødte evne til at løfte os fri af jorden til nye højder og vingernes evne til fortsat at bære os videre ind i fremtiden.

Må jeg bede alle med mig om at holde et minuts stilhed og mindes vore faldne.

Gardehusarregimentets Hesteeskadron satte  med paukespiller og trompetere en markant og underholdende streg under arrangementet og Jydske Landsoldater i gamle uniformer sørgede for røg og duft af sortkrudt til fordums bragende kamphandlinger.
Jo, det var i sandhed eftermælets dag.
Kroparret gav frokosten og i haven spillede musikkorpset fra Hjemmeværnsdistrikt Mors-Thy.

Det er vist overflødigt at fortælle om vejret . . . selv det kunne heller ikke være bedre!


Se flere billeder fra arrangementet under Billedgalleri  - Rindsholm Kro 4. juli
(klik).

11. april 2010 - 70 års Jubilæum

Godt 50 medlemmer af Soldaterforeningen mødte op i Propelmessen på Flyvestation Karup den 11. april for at fejre foreningens 70 års jubilæum.
Også flyvevåbnets general, H. R. Dam, mødte op for at sige tillykke.
Det var en rigtig hyggelig dag, hvor Flyvevåbnet takkede for det arbejde Soldaterforeningen gør.

Se billeder fra jubilæet under Billedgalleri og 70 års jubilæet 2010.
Hele hovedbestyrelsen er her samlet, men der var flere fotografer om budet! Se flere billeder fra dagen under Billedgaleriet og 70 års jubilæet.

Ordinær generalforsamling i Karup Afdelingen

Den 22. februar blev der afholdt generalforsamling i Karup afdelingen.
Forsamlingen startede klokken 19 på Soldaterhjemmet i Kølvrå med lækre karbonader til alle 15 fremmødte.
Derefter gik/kørte vi over til Flyverstuen på flyvestationen, hvor generalforsamlingen blev afholdt.

Indledningsvis blev tre medlemmer hædret med 25 års mærket, og det var:

      John Jessen Mouritsen
      Ernst Gøtze
      Henning Henriksen

Jens Peter Jensen blev valgt til dirigent og sørgede som sædvanligt for fin afvikling af generalforsamlingen.
Formandens beretning blev godkendt og det samme blev kassererens.
Der var ikke indkommet forslag og bestyrelsesmedlemmerne der var på valg (Henning Halkjær og Bent Pedersen) blev begge genvalgt.
Suppleant Kurt Larsen blev ligeledes genvalgt sammen med revisor Poul Hjorth og revisorsuppleant Vagn Sehsted.
Formanden mindede om 70 års jubilæet den 11. april i Propelmessen, hvorefter generalforsamlingen sluttede med hyggelig snak klokken 20:30.

De tre 25 års jubilarer. John Jessen Mouritsen, Ernst Gøtze og Henning Henriksen.

Generalforsamling i Midtjysk Lokalafdeling den 15. februar 2010.


Kun 11 medlemmer, inklusive bestyrelsen, var mødt i Propelmessen, hvor d
ansk bøf stod på menuen før forsamlingen. 

Generalforsamlingen foregik herefter i Flyverstuen og startede med at mindes to afdøde bestyrelsesmedlemmer, Per Gabs og Per Welander.  Herefter bød formanden, Peter Fahnøe, velkommen og  Jens Peter Jensen valgtes som dirigent.Stemmetæller blev Vagn Sehested  og Bent Petersen .
Formanden aflagde beretning som blev godkendt med 8 ja og 2 nej. Dernæst fremlagde kassereren regnskab som også blev godkendt.
Af indkomne forslag var der: Eventuel nedlæggelse af lokalafdelingen. Forslaget blev diskuteret en del, men så gik man over til valg af bestyrelsen, hvor der skulle vælges både formand og et bestyrelsesmedlem.
Da der ikke var to personer der ville stille op, måtte dirigenten meddele, at lokalafdeling Midtjylland hermed var nedlagt!

Afdeling Karup varetager herefter medlemmernes interesse

Den sidste generalforsamling i Midtjysk lokalafdeling.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

17.09 | 00:07

Hej Willy! Jeg bor i Middelfart. Har vi arbejdet sammen i Karup? Venlig hilsen Lauritz

...
14.09 | 21:05

Hej, tak for de fine billeder, jeg vil gerne ha dem lagt ind på Picasa, så vil du sender til mig, så jeg kan redigere og brænde dem. VH. Carlo (2011)

...
12.09 | 12:09

Det var hyggeligt,du kunne være med i lørdags!jeg kunne desværre ikke,og fik derfor ikke hilst på dig!hvor holder du til idag?mange hilsener willy nielsen

...
11.09 | 15:33

MANGE TAK FOR EN GOD DAG DET KUNNE IKKE VÆRE MEGET BEDRE

...
Du kan lide denne side